Generelle regler og retningslinjer for afvikling af DM i Saunagus.
1. Formål og generelle betingelser
Dette regelsæt beskriver de generelle regler og retningslinjer for afvikling af DM i Saunagus.
Med rettelser fra dommermødet 23. maj 2011, dommermødet 24. august 2012, dommermødet 14. september 2013, dommermødet 16. august 2014, dommermødet 13. november 2015, dommermødet 11. november 2016 samt mailkorrespondance december 2017 og november/december 2018.
1.0. Formål
Formålet med afvikling af Danmarksmesterskabet i ”saunagus” er:
– at fremme niveauet i udførelse af saunagus.
– at udvikle og inspirere de ansatte på badeanlæggene.
– at udvikle og inspirere gusmestrene i Danmark.
– at give wellness gæsterne gode velværeoplevelser.
– at udvælge deltagere til evt. NM, EM og VM-konkurrencer.
1.1. Geografisk placering af DM
DM forsøges afviklet skiftevis i Øst- og Vestdanmark.
Øst = Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm m. omliggende øer. i lige årstal.
Vest =Fyn, Jylland med omliggende øer i ulige årstal.
Er der intet badeanlæg, der byder ind fra en landsdel i det aktuelle konkurrence år, kan denne regel fraviges.
Skulle der være ansøgere uden for de nævnte geografiske steder, tages der stilling til dette i forbindelse med valget af næste års DM.
Det anlæg, der får tildelt DM er på alle måder ansvarlig for en korrekt og attraktiv gennemførelse, ud fra disse regler.
DM i saunagus afvikles en (fredag), lørdag og søndag i god tid inden evt. NM, EM og/eller VM-konkurrencer, med start tilpasset rejsetiden fra den anden ende af landet, og afslutning afhængig af hvor mange tilmeldte der er plads til og under hensyntagen til deltagernes hjemrejse. Konkurrencen kan strække sig over 2-3 dage, hvis omstændighederne taler her for. DM skal så vidt muligt afvikles i foråret.
1.2. Sekretariat.
Der vælges et sekretariat, som igennem året og op til DM kan samle trådene. Sekretariatet skal bestå af mindst to repræsentanter fra badeanlæggene, mindst to repræsentanter for dommerne og mindst tre repræsentanter fra Det Danske Saunaselskab samt mindst en repræsentant for gusmestrene.
De sekretariatsudnævnte for en periode, kan til enhver tid uddelegere opgaver til de øvrige medlemmer i dommerpanelet, så alt arbejde ikke hænger på udvalget alene.
En sekretariatsudvalgt kan sagtens sidde længere end 2 år, såfremt dommerpanelet anbefaler det og han/hun accepterer det. Beslutning om de kommende 2 års sekretariatsvalgte, træffes på dommermødet i forbindelse med afvikling af DM i ulige år.
Sekretariatsfunktionen har bl.a. til opgave at informere til badeanlæggene, når indbydelserne sendes ud til kommende års DM, senest 3 måneder før afvikling af DM, samt sikre, at disse regler overholdes i hele forløbet før, under og efter afholdelsen af DM.
Sekretariatet består i øjeblikket af:
Navn |
Tilhørsforhold |
|
Repræsentanter fra Det Danske Saunaselskab: |
||
Kim P. Pedersen |
Det Danske Saunaselskab |
|
Lay Ong Pang |
Det Danske Saunaselskab |
|
Helge Bøgegaard (Kasserer) |
Det Danske Saunaselskab |
|
Repræsentanter for dommerne |
||
Lone U. Elmstrøm |
Lübker Golf Resort |
|
Lars Miss |
Det Kolde Gys |
|
Repræsentanter for badeanlæg |
||
Flemming Nielsen |
Bjerringbro Idrætspark |
|
Alf Paysen |
INIPI |
|
Repræsentant for gusmestrene |
||
Merete Dam |
Health & Living, (Øst) |
1.3. Dommerpanelet
Listen over faste dommere og tilforordnede dommere i h.t. pkt. 2.1 administreres af sekretariatet, og kan rekvireres der fra.
1.4. Standardinvitation med tillægsregler til hvert års DM.
Der findes en standardformular, som bruges hvert år.
I indbydelsen til DM skal henvise til disse regler og retningslinjer samt bedømmelseskriterierne og kan indeholde tillægsregler til disse, som kan indeholde specielle forhold knyttet til det afviklende badeanlæg og de valgte konkurrencesaunaer, såfremt de ikke er indeholdt i disse standardiserede regler og retningslinjer.
Der kan konkurreres i 3 klasser:
- Klassisk saunagus.
- Show saunagus.
- Team saunagus (udføres som show saunagus).
Uanset tidligere års gennemførelse, så kan der til enhver tid komme forslag, der kan ændre/forbedre afvikling af DM.
Ændringer vedtages af dommerpanelet – jvf. efterfølgende.
Ved udsendelse af indbydelse til DM hvert år, påføres indbydelsen en note om, at badeanlæg, der har interesse i at afvikle næste års DM skal ansøge om dette.
Ansøgninger om værtskab senest 1 måned før det DM, der indbydes til, så dommerpanelet kan beslutte sig for næste års afvikling af DM, ud fra de indkomne ansøgninger, på evalueringsmødet efter DM.
Det valgte anlæg får straks besked, så de har længst mulig tid til forberedelse.
2. Bedømmelse
2.1. Fungerende fast dommerpanel på et passende antal personer.
Der udvælges et passende antal faste dommere, der registreres i Sekretariatet.
Op til de enkelte DM foreslår disse faste dommere yderligere X-antal dommere, som er nødvendig i forhold til antallet af tilmeldinger.
Emnerne tilsendes alle faste dommere, så disse kan nå at gøre indsigelser ved evt. inhabilitet eller inkompetence.
De udpegede dommere skal have relation og kendskab til udførelse af gus, såvel den klassiske som show gus.
Sekretariatet har kompetence til selv at erstatte afgåede dommere med nye.
Ligeledes har sekretariatet kompetence til at beslutte en udskiftning, såfremt en dommer ikke mere viser den fornødne interesse og ikke selv melder fra.
Har dommerpanelet ikke umiddelbart nogen nye emner, sendes invitation ud til badeanlæg, hvor der dagligt udføres gus.
Sekretariatet udvælger herefter den/de personer, man mener, vil kunne udføre opgaven i henhold til formålet.
Listen over faste dommere administreres af sekretariatet.
Der ydes ingen form for honorar til dommerne, men forplejning (og evt. overnatning) under hele DM-arrangementet er på arrangørernes bekostning.
2.2. Bedømmelse af gusmestrenes præstationer.
Sekretariatet udarbejder stemmesedler, som kopieres i det fornødne antal. Sekretariatet har også et resultatberegningsskema på et regneark, som kan lette beregningen af resultaterne.
Til hver saunagus udpeges på forhånd minimum 3 dommere, i god tid før starten af DM, hvorfor der altid skal afsættes plads til dommerne til hver saunagus. Dette skiltes klart og tydeligt på saunaens bænke. I finalerne skal der være min. 5 dommere. Hvis DM er VM kvalificerende, skal der også afsættes pladser til minimum 2 internationale dommere.
Dommerpanelet må kun give point til de deltagere, som dommeren er udpeget til at dømme som officiel dommer.
Det tilstræbes, at dommerne er så uvildige, som muligt. En dommer må ikke dømme deltagere fra eget badeanlæg hvis dette kan undgås. Evt. internationale dommere deltager kun i point afgivningen og kan rådgive om denne, samt beregningen. De må ikke have indflydelse på arrangementets afvikling i øvrigt.
Der skal så vidt muligt benyttes de samme dommere (team) i hver kategori således, at gusmestrene har det samme grundlag for bedømmelse.
En af de 3 (5) dommere til den enkelte gus sørger for at få afleveret alle stemmesedlerne til beregningen, hvor der sidder medarbejdere fra det arrangerende anlæg/Det Danske Saunaselskab og tæller pointene sammen i takt med at skemaerne kommer ind. En af de 3 (5) dommere skal tjekke, om der anvendes æteriske olier i h. t. pkt. 3.4.
En af de 3 (5) dommere skriver, i stikordsform, ned på en seddel, hvilke kriterier, der ligger til grund for den enkelte bedømmelse efter endt votering blandt de medvirkende dommere. Dette som hjælp til afgørelse af evt. protester.
En official uddeler før saunagusens start blyanter til maks. 10 tilfældige gæster, som efter gusen får udleveret specielle publikums stemmesedler.
2.3. Stemmeseddel.
Det er vigtigt, at alle deltagere og dommere får information om betydningen af pointene på stemmesedlen, der er opdelt i 5/6/7 kategorier med en skala fra 1 – 10.
- Professionalitet/Faglighed/Helhedsindtryk
- Fugtighed/stigning i varmefornemmelse
- Vifteteknik
- Dufte
- Tema/fortælling
- Show elementer/følelser, (kun ved showgus)
- Teamwork (kun ved team gus)
Skalaen fra 1-10 bruges, hvor bedst er 10 og dårligst er 1, der kan altså ikke gives 0.
Arrangøren eller Det Danske Saunaselskab skal på forhånd lave en stemmeseddel til hver gus med plads til, at påføre de konkrete dommeres og gusmestres navne, tidspunkt for gusens start og gusens tema.
Stemmesedlerne skal udformes, så der er tydelig forskel imellem dommernes og gæsternes stemmesedler. Der skal være forskel i både størrelse og farve. Dommernes stemmesedler skal give mulighed for at give point med 1/10 spring.
Stemmesedlerne kan erstattes af Computere/tablets, som er forsynede med en digital stemmeseddel og opkoblet i samme netværk.
Gæsterne skal kun give point som heltal.
2.4. Optælling af point i forhold til stemmesedlerne.
For at en stemmeseddel skal være gyldig, SKAL der være afgivet point i alle 5/6/7 kategorier.
Ser en stemmeseddel ”mærkelig ud”, eksempelvis ved at gennemsnittet ligger på 6 – 7 point, men en eller flere stemmesedler siger 5/6/7 x 10 point, så er det formentlig en bevidst, men ufin, måde at forsøge på manipulation med resultatet.
Tilsvarende såfremt en udøver ligger på gennemsnittet 6 – 7 point og en enkelt eller flere sedler ligger på 5/6/7 x 1 point.
Sådanne ”mistænkelige” stemmesedler kan dommerpanelet afmærke som ugyldige.
Disse frasorterede stemmesedler må ikke smides væk før protesttiden er udløbet.
2.5. Beregning.
Dommernes stemmer vægtes med 100%. Gæsternes stemmer tælles op og bruges til at give titlen som publikumsfavorit.
Højeste og laveste pointtal trækkes ud. (Kun et, hvis der er flere!)
Gennemsnittet af de øvrige afgivne point lægges sammen og multipliceres med 10 af hensyn til sammenlignelighed med de internationale pointsystemer. De(n) med flest samlede point vinder, næst flest point bliver nr. 2 osv.
I tilfælde af pointlighed placeres den med flest 10 taller først, er der stadig lighed, så flest 9 taller osv. ned til 5. Er der stadig lighed afgøres placeringen ved lodtrækning.
3. Regler for konkurrence gus
3.1. Antal gæster.
Arrangøren vurderer hvor mange billetter der kan sælges til gæsterne.
Det afhænger af, hvor mange og hvor store saunaer anlægget disponerer over, samt hvad der er af plads til bespisning samt opholdsareal i øvrigt for gæsterne.
Til hver saunagus afsættes et passende antal pladser til gusmestrene afhængigt af saunaens kapacitet.
Det skal sikres, at gusmesterpladserne fordeles på en fair måde med et billetsystem/klippekort el.lign.
Hvis flere gusmestre ønsker at overvære en gus, må de stille sig i chancekøen.
Udnyttes de afmærkede pladser ikke, overgår de til gæsterne i chancekøen.
Der afsættes 1 plads til gusmesterens assistent, som ikke må hjælpe under selve gusen, kun holde øje med, at gusmesteren har de rette arbejdsbetingelser under udførelsen af gusen. Disse pladser må ikke overdrages til andre.
3.1.a. Billetter eller lignende skal benyttes.
For at sikre at alle betalende gæster får det antal gus, de har betalt for, og for at sikre en så retfærdig bedømmelse som muligt, skal betalende kunder kunne vælge billetter til et fast antal gus fordelt på Klassisk, Showgus og Teamgus efter en ”nøgle” fastsat af arrangøren.
Tidtageren ved indgangen til saunaen modtager billetter, der svarer til gusen, når en gæst går ind i saunaen.
Gæsterne kan til enhver tid stille sig i chancekøen. Såfremt der er plads, når de, der har ”betalt” med en billet, er inde i saunaen, kan gæster i chancekøen komme ind, i det omfang der er plads.
Dommerne er ansvarlige for, at saunaen ikke bliver overfyldt, så sikkerheden er i orden.
Billetterne kan evt. erstattes af andre adgangsgivende midler, så som armbånd, ”brikker”, ”poletter” el.lign.
3.2. Tidtager.
Arrangøren udpeger tidtagere til hver saunagus.
Denne official styrer antal af gæster i saunaen, ud fra det system og antal, som arrangør og værtsanlæg er blevet enige om og som aftales inden arrangementet starter.
Tidtageren sørger for, at de markerede pladser til dommerne/gusmestrene/hjælperne er fri.
Tidtageren clearer med gusmesteren, hvornår gæsterne kan lukkes ind i saunaen, når gusmesteren er klar.
Før gusens start skal tidtageren annoncere de obligatoriske regler for sikkerhed og hygiejne (sidde på håndklæde, ingen badesko, skyl af før brug af bassiner, tilladt at forlade saunaen og husk at drikke rigeligt bagefter o.s.v.)
Tidtageren er ansvarlig for, at de afsatte tidspunkter til start og slut på hver gus NØJE overholdes.
Ved klassisk saunagus banker tidtageren tydeligt på døren når der er gået 11 min.
Gusen må gerne afsluttes inden tidsfristens udløb.
Når gusen afsluttes, skal tidtageren udlevere stemmesedler til dommerne og de gæster, der har fået udleveret en blyant.
3.3. Tid til den enkelte gus (fra døren lukkes til den åbnes).
Klassisk = maks. 12 minutter, min. 10 min.
Showgus/teamgus = maks. 15 minutter, min. 10 min.
Ved klassisk saunagus giver tidtageren signal efter 11 min. ved tydelig bankning på døren.
En evt. overskridelse af tid vil blive modregnet i point for gusmesterens professionalisme.
Ved show saunagus (inkl. team saunagus) overlades det til gusmesteren selv at holde styr på tiden, ved overskridelse af maks. tiden med mere end 2 min. diskvalificeres gusmesteren/gusmestrene.
Evt. udlevering af spise, drikke og rekvisitter til gæsterne skal ske uden for saunaen og indenfor den afstukne tid.
Tidtagningen starter når udleveringen af effekter starter eller når døren til saunaen lukkes efter at gusmesteren er kommet ind. Tidtagningen slutter når gusmesteren åbner døren igen.
Der fastsættes minimum 5 minutter til udluftning, med åben dør, og derefter 10 minutter til genopvarmning imellem hver gus. Altså i alt min. 15 minutters pause mellem hver gus. Kan øges efter behov ud fra badeanlæggets skøn og skal i givet fald annonceres i tillægsreglerne.
3.4. Regler for klassisk og show/team-gus.
Klassisk saunagus
I klassisk saunagus må der bruges vand eller knust is samt æteriske olier og håndklæder el.lign.
Udklædning, sang, musik og lyseffekter og lign. er ikke tilladt.
Det er udelukkende duft, fugt, varme og fortælling, samt viftning med brug af håndklæder der bedømmes.
Uddeling i saunaen
Der må i klassisk IKKE uddeles noget til gæsterne, hverken is, væske, blomsterkranse eller andet før, efter eller under gusen.
Svingteknik
Gusmester skal som minimum kunne demonstrere to 2-håndssving og et 1-håndssving. Ellers må man benytte alle sving, formålet skal dog være at flytte varme og luft. Point tildeles primært efter formålet at flytte varme/luft.
Dog accepteres, i henhold til traditionelle finske normer, at der må benyttes saunakvaste.
Fugtige og våde håndklæder tillades.
Hjælper
Der må maks. være 1 hjælper under forberedelse/oprydning ved klassisk gus.
Påklædning
Gusmesteren må kun være iført badedragt/badebukser, T-shirt, badeshorts og lign. der ikke bærer præg af udklædning. Dog accepteres ”uniform” fra gusmesterens badeanlæg.
Kilt tillades også, dog må kønsdele ikke være synlige (der skal f.eks. bæres badetøj inden under)
Show/Team-saunagus
I show/team-saunagus, er det op til fantasien at gennemføre en spændende og behagelig gus.
Regler
Så længe at et Saunagus DM er kvalificerende til et Aufguss-WM, så vil de internationale regler blive fulgt.
Derfor vil der henvises til de enhver tid gældende regler fra Aufguss-WM i disse kategorier.
Arrangøren eller DM-Sekretariatet vil kunne levere de nyeste regelsæt til gusmesteren eller henvise til et sted hvor disse kan rekvireres, hvis dette ønskes.
Åben ild
Åben ild er tilladt hvis værtsanlægget tillader dette.
Teamgus deltagelse
Team gus er show gus med 2-3 gusmestre. Dog kan badeanlægget begrænse til 2 gusmestre i tillægsreglerne, hvis saunaens dimensioner ikke giver plads til en 3. gusmester.
Hjælpere
Der må maks. være 2 hjælpere til forberedelse/afrydning før og efter en show-saunagus.
Disse får kun plads i saunaen under showet, hvis antallet af pladser i sauna tillader det.
Gusmestrene skal udføre gusen uden hjælp fra andre.
Generelt
Der er umiddelbart ikke noget som IKKE er tilladt, bortset fra gusmidler der kan give skadelige dampe samt rekvisitter, der skønnes farlige for gusmester/gæster.
Fælles for alle gusklasser
Vand og knust is
Det er op til gusmesterne, at vurdere hvor meget vand og knust is (f.eks. kugler) de skal bruge.
Ved overforbrug af vand og is vil dette blive modregnet i gusmesterens point bedømmelse.
Anlægget kan i indbydelsen/tillægsreglerne fastsætte begrænsninger på mængden af vand/knust is og lign.
Dufte
I show/team-saunagus følger vi de internationalske regler, hvor det er det tilladt at der må bruges urter og røgelse
Olier
Der må kun bruges rene æteriske olier i flydende form.
Det er ikke tilladt at bruge olier, der er fortyndede med nogen form for emulgator, eller krystaller.
Gusmesteren skal kunne fremvise dokumentation her for f.eks. i form af en flaskeetiket el.lign.
Der må ikke bruges materialer eller olier/dufte, der forårsager, at saunaen ikke kan stå klar og næsten lugtfri til næste gus efter 5 minutters udluftning.
Skulle det være tilfældet har dommerne pligt til at udsætte den næste gus i op til 5 minutter, således at alle gusmestre har optimale betingelser.
Dommerne meddeler dette til tidtageren og den næste gusmester.
Forsinkelsen skal indhentes ved at reducere efterfølgende pauser med minimum 1 minut, så hele arrangementet ikke skrider tidsmæssigt.
Olier skal oplyses senest 2 uger inden Saunagus DMs start
Saunaen
Der må ikke laves konstruktive/designmæssige ændringer af saunaen som forberedelse til en gus (f.eks. hævning af gulvet).
3.5. Diskvalifikation
Principielt skal diskvalifikation undgås, men i følgende tilfælde er den nødvendig:
- Ved brug af mentolkrystaller, eller andre duftstoffer/kemikalier, der kan være til fare for deltagerne/gæsterne.
- Ved brug af stærkstrøms (>50 Volt) udstyr, som ikke er tilstrækkeligt afskærmet overfor indtrængen af vand og fremmedlegemer (min. IP 44).
- Ved forhold, der i øvrigt af dommerne skønnes at være til fare for deltagerne/gæsterne.
- Ved grov tilsidesættelse af dette reglement med tilhørende bilag.
3.6. Finaler.
Der konkurreres i indledende heats i alle udskrevne klasser, hvor der kvalificeres til finaler.
Startrækkefølgen afgøres ved lodtrækning. De bedste ca. 25 % i hver klasse oprundet til nærmeste heltal går videre til finalen, dog kan finalen udelades i en klasse, hvis denne regel resulterer i 2 eller færre finaledeltagere.
Startrækkefølgen i finalen afgøres ligeledes ved lodtrækning under hensyn til arrangements øvrige program og tidsplan.
4. Tilmelding til DM
4.1. Tilmeldinger af DM-deltagere.
Tilmelding til DM skal ske min. 2 måneder før afholdelsen.
Kun gusmestre der er medlemmer af Det Danske Saunaselskab eller ansat hos et støttemedlem af Det Danske Saunaselskab kan deltage til normalt deltagergebyr, eventuelle ikke medlemmer betaler dobbelt gebyr.
Arrangørerne af DM kan ud fra saunakapacitet og tilmeldinger, udvide antal tilmeldinger, ved uddeling af wildcards! Dog under hensyntagen til en retfærdig fordeling imellem de deltagende badeanlæg.
DM-vinderne fra året før tildeles automatisk et wildcard til samme klasse, ud over ovenstående.
For teams gør det gældende at det er det samme team som stiller op.
Hver gusmester kan kun stille op i enten klassisk gus eller show-gus/team-gus, dvs. at det er tilladt for en gusmester at stille op i både showgus og teamgus.
Dog kan der, hvis alle gus afvikles i samme sauna eller tidsplanen eller andre forhold ellers tillader det, dispenseres fra denne regel i tillægsreglerne, dette vil dog være op til arrangøren at vurdere.
En gusmester må ikke repræsentere mere end et badeanlæg/organisation.
Tilmeldingen er bindende, ved afbud efter tilmeldingsfristens udløb fortabes deltagergebyret.
4.2. Fordeling af pladser i Øst og Vest.
Antallet af pladser tildelt øst og vest skal fordeles ligeligt.
Dvs. ved f.eks. 12 pladser i hver af kategorierne klassiskgus og show-gus/team-gus, så skal disse fordeles ligeligt således at der er 6 pladser til hver. Minus evt. vindere fra sidste år.
Antal pladser vurderes og vedtages af arrangøren under hensyn til tidsplan og dommerne.
4.3. udtagelseskonkurrencer.
Hvis der ved tilmeldingsfristens udløb er tilmeldt flere deltagere end der er tildelt pladser til og arrangørens badeanlæg har kapacitet til at kunne afvikle på den afsatte tid, kan der forlanges ”landsdels” udtagelse i tidsrummet frem til minimum 2 uger før DM afholdelsen.
Formålet med dette er at deltagerantallet bringes ned på et af arrangøren fastsat antal, så vidt muligt fordelt på Øst og Vest Danmark, svarende til anlæggets maks. kapacitet.
Værten for DM må ikke være vært for en evt. udtagelseskonkurrence.
Der er således 6 uger til afvikling af disse udtagelseskonkurrencer.
Datoerne til udtagelseskonkurrencerne, samt værtsbadeanlæggene skal annonceres med invitationen/tillægsreglerne.
Hvis der er har været kvalifikation/udtagelseskonkurrence, så skal de ”ikke-kvalificerede” gusmestre have mulighed for at deltage i DM som gæst, helst gratis entré eller alternativt til en reduceret pris.
Dette forudsætter dog, at arrangement og badeanlæggets faciliteter kan rumme dette, samt at dette ikke bliver brugt i et forsøg på snyd til adgang.
5. Afvikling af DM
5.1. Praktisk afvikling af DM
Det arrangerende badeanlæg og Det Danske Saunaselskab står i fællesskab for plan- og tilrettelægning.
Samarbejdet aftales i en samarbejdsaftale, som udarbejdes i fællesskab efter et udkast.
Sekretariatet er til enhver tid behjælpelig, såfremt der opstår uafklarede spørgsmål.
Arrangøren er ansvarlig for velkomst og ikke mindst information til de fremmødte, både deltagerne i DM og de gæster, der har tilmeldt sig.
Reglerne skal være tilgængelige under afviklingen.
Det er vigtigt at alle kender bedømmelseskriterierne og stemmesedlernes brug.
Så hurtigt som muligt efter den sidste gus i hver klasse offentliggøres finalisterne for alle med angivelse af point og placering.
Efter finalegusene offentliggøres alle resultaterne. Præmieoverrækkelsen iværksættes tidligst 15 min. efter offentliggørelsen.
5.2. Præmiering.
Nuværende vandrepræmie, sponseret af Tylö (Sagatrim), bestående af en saunasten med en rille, hvori sættes en plade med inskription. Der satses på, at Tylö (Sagatrim) – eller tilsvarende sponsor – fortsat har interesse.
Vandrepræmien opbevares i 4 (eller 6) måneder hos de vindende badeanlæg efter tur, med vinderen af klassisk gus først, derefter show-gus vinderen og til sidst team-gus vinderne. Dette kan dog ændres i henhold til geografisk lokation og indbyrdes aftale imellem vinderne, dog med accept fra arrangøren.
Derudover uddeles en personlig plakette i miniudgave af vandrepræmien, som også sponseres af Sagatrim – eller tilsvarende sponsor. Der uddeles plaketter og medaljer hvis dette er muligt til nr. 1, 2 og 3 i hver klasse.
Der uddeles diplomer til samtlige gusmestre for deres deltagelse i Saunagus DM med angivelse af min. årstal, saunagus klasse. Disse kan være på tryk, men også digitalt, hvis økonomien ikke tillader det.
Præmier og sponseringer til finaleoverrækkelsen bør kun være for hovedsponsorer for at sikre deres bedst mulige eksponering.
Placeringer efter nr. 3 offentliggøres ikke i den efterfølgende pressemeddelelse, men hver deltager kan, efter ønske, få tilsendt en kopi af deres resultatgennemsnit, så han/hun kan se, hvordan pointene blev givet i forhold til de 5/6/7 bedømmelseskriterier.
Publikumsprisen
Der bliver dystet om publikumsprisen i alle tre discipliner.
Disse afgøres af publikumsstemmer uddelt til hver gus.
Der kan kun være en vinder i hver disciplin, med undtagelse af Team Showgus, som selvfølgelig dækker hele teamet.
Alternative gaver/sponseringer i form af produkter og des lignende skal tilstræbes at gives til publikumsprisen.
5.3. Protestbehandling.
Evt. fejl opstået under selve gusen, skal påklages senest inden næste gus igangsættes.
Evt. fejl i pointafgivning/beregning skal påklages inden de 15 min. der skal gå før finalegusene startes eller efter finalen inden præmieoverrækkelsen.
Protesten skal behandles umiddelbart og vil i så fald udskyde tidspunktet for finalen/præmieoverrækkelsen med den tid behandlingen tager.
Protester skal behandles af en repræsentant fra arrangøren + 2 fra den faste dommerstab, som ikke er kollegaer til den protesterende eller på anden måde inhabile.